onsdag den 29. december 2010

90-års fødselsdagen

blev fejret 21. dec., da min morfar rundede dette store tal. Hans store hobby er orkideer og han har vindueskarmen fyldt. Derfor skule han naturligvis have orkideer på fødselsdagskagen. Kagen var mudcake med fyld af Blomsterbergs Blåbærmousse og en Baileys-moussse. Det var en lidt sød kage, men min morfar har en sød tand, så den passede ham rigtig godt.
Til børnene, som ikke kan lide lagkager, havde jeg lavet denne chokoladekage.

Min kære morfar havde en rigtig dejlig 90-års fødselsdag og humøret var i top, først med middag på italiensk restaurant og efterfølgende kaffe hjemme hos ham selv.

Kreativ pakkekalender-gave...

til onkel Anne var denne lille taske. Blomsterne kan sættes på, hvis man har lyst og har man lyst til, at tasken skal være mere "party-like", kan man bare lige vende den.
Det var en sjov fornemmelse at lave en gave til én, man ikke kender men også spændende at se, om man ramte plet. Det skrev onkel Anne heldigvis, at jeg gjorde c'',)
Det har været rigtig sjovt at deltage i Unikarinas Kreative Pakkekalender og jeg er helt sikkert klar til næste år.

mandag den 20. december 2010

Tillykke Faster


Min faster fyldte 70 år i går og vi var inviteret til fest. Det var en rigtig god dag med dejligt gensyn med fætre og kusiner, man ser alt for lidt og min faster hyggede sig og havde en rigtig dejlig dag.
Jeg havde fået lov til at lave en kage til min faster og den ramte heldigvis lige plet både mht. design og indhold, som var den lækre kombination af Toblerone-creme og frisk hindbærmousse. Nogle af gæsterne troede endda, jeg var konditor, større kompliment kan man da ikke få, vel?

fredag den 10. december 2010

I går måtte jeg åbne

min pakke i den kreative pakkekalender, som Unikarina har fundet på. Denne fine pakke har ligget på min hylde siden sidste lørdag i november og bare ventet på at blive åbnet og jeg har været spændt på at se, hvad der gemte sig under papiret.
Gaven er fra Henny Sysletrold og hun har lavet de skønneste ugler, som skal hjælpe mig med at klappe kage og de skal nok komme til at klappe rigtig mange kager og så er de lilla - min ene yndlingsfarve. Ved siden af var der også en fin lille broche.

Jeg er rigtig glad for gaven, Henny, tusind tak. Jeg havde problemer med min computer i går - derfor kunne jeg desværre først fortælle om min fine gave i dag.

tirsdag den 30. november 2010

Nu ligger sneen fint og stille

og solen skinner og det er så smukt, så smukt - og i skrivende stund sner det lidt igen.
Vi var faktisk lidt i tvivl i går, om skolen var lukket, for der står på skolens info-side, at hvis skolebusserne ikke kører (hvad de ikke gjorde i går), så vil der så vidt muligt gennemføres undervisning for de elever, som kommer frem. På den måde var skolen jo delvis åben, så vi lod yngstebarnet holde sne-fri og egentlig også ældstebarnet, men hun blev hentet af en veninde fra klassen "det er så hyggeligt, vi er kun 7" var hendes melding. Søren holdt fri men kom til gengæld med ud og gjorde sit bedste til at rydde indkørslen for sne og han fik de dejligste røde kinder...
Vores hund Sally elsker også sne og hun kunne da godt lige hjælpe med at få det af sneskovlen igen indimellem rulleture og snusen i snebunkerne og hoppen badutspring - måske i forsøg på at ligne en springbuk?
Imens de var ude, gik jeg indenfor og fik gjort lidt rent og pyntet lidt op til jul - dejligt...
I weekenden havde vores genbo indsamling til et børnehjem i Litauen og vi stod heldigvis for at skulle rydde en masse tøj ud, så det kom afsted sammen med alle disse bamser, som Line gav.
Da hun fik at vide, at det lejetøj, der blev indsamlet til børnehjemmet ville blive pakket ind som julegaver, blev hun ekstra glad for at give så mange af sine bamser. Vi ville ønske, vi kunne se de litauerske børn pakke deres gaver ud, det ville være en så stor gave til os...

onsdag den 24. november 2010

Gratis bog med lyd på!

Jeg har lige opdaget denne side - det er smart! Klik på billedet og du kan deltage i afstemningen om en gratis lydpakke i denne weekend!
Det har jeg slet ikke været klar over, man kunne. Jeg glæder mig til at hente en bog i weekenden og sidde og få læst en god historie op, mens jeg nørkler - måske med mit hæklede tæppe...

Uha, en morgen...

Måske havde det været godt, hvis jeg havde kunnet finde min seng i aftes i stedet for at sidde og surfe rundt på nettet/kikke på blogs, efter jeg havde fået fri kl. 23. Jeg arbejder hjemmefra og så er det jo teoretisk bare at slukke for computeren og hoppe under dynen og så lukke øjnene og sove fem kvarter i timen - sådan er jeg bare ikke indrettet. Måske havde jeg så kunnet komme op til tiden (jeg er absolut ikke morgenmenneske) og så havde ungerne også kommet op lidt før. Måske havde alle så nået at få morgenmad, hvad ældstebarnet ikke nåede. Nu håber jeg bare, de nåede at komme ind i deres klasselokaler, inden det ringede ind.
Så er det, jeg nu nyder en stille kop kaffe, blogger lidt og har i baggrunden Go'morgen Danmark som i dag ikke skal sluge hele min formiddag.
Måske tager jeg også en stribe på mit hæklede tæppe, jeg synes, det godt snart må blive færdigt. Jeg har bestemt, der skal være 100 striber og jeg mangler 26... et lille suk. Opskriften er hentet på Lise Lottes blog, det er slet, slet ikke svært og man skal ikke koncentrere sig ret meget, men... hvor er der mange masker, 297 pr række, og de rækker skal gentages rigtig mange gange, har faktisk nu hæklet 43.956 masker, men det bliver et dejligt tæppe og jeg er så glad for de mange farver og at jeg ikke har låst mig fast i noget bestemt farvetema men bare kan tilføje en ny, flot farve, når jeg ser en. Jeg glæder mig til at få det færdigt og tage det i brug. Havde jeg tænkt lidt over det, inden jeg gik i gang, havde jeg valgt bomuldsgarnet i tykkelse 8/8 i stedet for 8/4, så alene tykkelsen af garnet ville have givet et lidt større og længere tæppe for den samme arbejdsindsats.

tirsdag den 23. november 2010

Jamen er det allerede nu?

I morges da hunden skulle ud på morgentoilet, så der sådan her ud under vores carport - det er første gang i de godt 3 år vi har boet i huset, at sneen er føget ind "bagfra", jamen hvad er det da for noget?
Nu hvor klokken snart er 11 og jeg sidder her og skriver, ser her sådan ud på vores terrasse, sneen vælter ned, som var det en kold decemberdag (øøh, de plejer da vist egentlig ikke at være helt så kolde, gør de?) og nu siger min nabo, at vejret skulle blive værre i morgen!
Jeg elsker sne og jeg kan rigtig godt lide en ægte vinter, hvor der er chance for at sne inde, så man jo nærmest er tvunget til at bage boller og få varm kakao til, men det er altså lige tidligt nok i dag, synes jeg. Vi havde nemlig planer om at skulle have plantet en hel masse i vores have næste weekend, men det må vi jo skyde en pind efter, og den bliver nok hvid, som man siger...

Nu tænker jeg så bare på, om min veninde fra Djursland har holdt, hvad hun sagde i går, da hun hørte, der ville blive snevejr især i hendes område - hun ville tage bikini på i ren protest!

mandag den 8. november 2010

Det er da lidt koldt i dag...

men hvor er det også smukt med rimfrost på alting - mon vi får en vinter igen i år, som vi havde sidst? Jeg syntes, det var hyggeligt, men jeg elsker altså også at sne inde et par dage og så gør al den sne bare det hele meget lysere og hyggeligere, så jeg håber...

Min røde rhododendron passer godt på næste forårs blomsterknopper...

Sankthansurten bliver kun endnu finere med rimfrosten til at fremhæve alle de små blomster...

Troldhasselen smider nok også snart de sidste blade...

Der kommer nok ikke flere og sætter sig med en kop-et-eller-andet i denne havestol for at nyde en stille stund, før det bliver sommer igen...

onsdag den 3. november 2010

En snert af sundhed?

Hvor er det rart, at man kan stille sin lækkersult på en lidt sundere måde. Disse barer er også gode til madpakken som en lille godbid eller bare til at tage med på farten. Jeg har pakket dem individuelt og lagt dem i fryseren, så de lige er klar til at lægge i skoletasken om morgenen, inden ungerne smutter afsted og så er de jo spiseklar senere på dagen.
Disse lækre frugtbarer består af:
200 g smør
135 g flormelis
1 tsk. kakaopulver
3 pasteuriserede æg
300 g digestive-kiks
150 g tørrede abrikoser
150 g tørrede dadler
150 g tørrede figner
150 g ristede mandler/hasselnødder/usaltede cachewnødder
300 g kokosmel
300 g havregryn

Overtræk: 200 g god mørk chokolade

Rist nødderne og hak dem. Smelt smørret ved svag varme. Hak/blend de tørrede frugter og bland alle ingredienserne sammen. Fordeles og trykkes sammen i en bradepande.

Smelt chokoladen over vandbad og fordel det ud over frugtmassen. Kan evt. pyntes med hakkede nødder ud over den varme chokolade. Når chokoladen er stivnet, skæres barerne i passende stykker.

tirsdag den 2. november 2010

En hund efter kage

Søndag gik det meste af dagen med at fejre min veninde Dorthes 40 års fødselsdag. Hun havde ønsket sig en kage og hendes hund, Abby, måtte rigtig gerne være med. De store lilla "sko" er da selvfølgelig Dorthes Crocs gummistøvler...
Dorthe og jeg har en strikkeloge og det er vel nok godt for mig, at vi ikke har et punkt i vedtægterne om, hvor meget vi skal nå at strikke fra gang til gang, jeg kan slet ikke følge med Dorthe - hun kan lige strikke et par strømper på en dag! Jeg vil ikke afsløre, hvor langsomt jeg strikker...
Derfor skulle Dorthe med strikketøj også med på kagen sammen med sporhunden Abby - mon ikke Abby når frem, hvis hun følger garnet?
Til den sundere side kan jeg da afsløre, at vi også gav Dorthe et æbletræ med fine, røde æbler, som skal plantes i hendes dejlige sommerhushave og jeg glæder mig til at smage.

10 år - nu med mobil

I fredags fyldte vores søn Søren 10 år - og han havde glædet sig læænge til den dag.
Søren vil helst holde fødselsdag for klassekammeraterne ved at have noget godt til uddeling i skolen, så han havde mudcake-muffins med og det ser da festligt ud, når de er pyntet med slik og flag.
Om eftermiddagen fik vi fødselsdagsboller og varm kakao med flødeskum. Senere stod menuen på hjemmelavede burgere og herefter "tank-kage" med fyld af hindbærmousse og tobleronecreme. Tanken er ikke helt så detaljeret, som jeg havde tænkt mig, men pludselig løb tiden fra mig, men illusionen er der da og Søren har ikke nævnt, at han syntes, der manglede noget.
Søren fik en masse dejlige gaver, bla. en sin første mobil, som han længe havde sukket efter, så jeg havde à to omgange og på forskellig diskret vis fået ham til at vise mig, hvilken mobil han kunne tænke sig, så vi ramte plet og han fik lige netop den, han helst ville have - skønt.
Nu skal han bare vænne sig til, at han faktisk har en sådan...

mandag den 18. oktober 2010

Mille fleur

Lille Mille blev døbt i går og jeg var blevet spurgt, om jeg ville lave kagen dertil - jamen, det ville jeg da rigtig gerne. Jeg fik frit valg mht., hvordan den skulle se ud, så jeg valgte en lille pige, der var landet i et blomsterhav - der er fem roser, som symboliserer de fem medlemmer, de nu er i Milles familie. Milles mor havde fortalt, at lilla ville blive den gennemgående farve, så derfor er den selvfølgelig også det på kagepynten.
Overtrækket drillede desværre temmelig meget - måske fordi jeg ville lave kage, selvom jeg havde arbejdsweekend og tiden så blev en anelse presset?
Kagen indeholder 2 lyse bunde, en chokoladebund, tobleronecreme og en frisk hindbærmousse til at give alt det søde lidt kant. Bundene var inden sammenlægningen forkælet med en sukkerlage tilsat Framboise (fransk hindbærlikør, der bare smelter på tungen).

mandag den 11. oktober 2010

Så' der æwlkaae

Jeg fik sådan en lyst til gammeldags æblekage i går og det var så heldigt, at vi havde et fad æbler, der trængte til at blive spist - de fik åbenbart ikke tænderne til at løbe hos nogen af os, som de bare lå der. Så de blev skrællet og delt og op i gryden med dem. Tænkte, at det kunne have været en fornøjelse, om jeg havde hentet dem ude i vores egen have, men vi har ingen træer endnu...
Der hyggede de sig så i gryden med vanillestænger fra mit "gemme-vanillestænger-glas" og lidt sukker, til de blev bløde men med lidt bid. Det duftede godt...
...og her er så resultatet, den smagte godt og den fine skål fik lov at komme ud af skabet.

Syng, syng, syng og vær glad...

Jeg er kommet med i Spicy Voices, som er et rytmisk kor her i Thorsø, hvor jeg bor - og det er bare så skønt! Hver mandag aften summer mit hoved af sang og i aften bliver ingen undtagelse, for vi skal da helt sikkert snakke om den skønne dag, vi havde i lørdags, hvor der var fælles korsang for hele kommunen og koncert til at slutte dagen med.

Det var vores egen korleder, der dirigerede og gelejdede os gennem dagens 5 nye sange og med 175 deltagere har der sikkert været nok at se til. Heldigvis er han sådan en person, hvis glæde ved musik og sang bare smitter alle, så det er virkelig en fornøjelse. En skøn, skøn dag.

onsdag den 6. oktober 2010

Helt i fisk

Vi havde i løbet af sidste uge holdt godt øje med vejrudsigten for søndag, den skiftede en del, kunne vi konstatere. Nogle gange blev der lovet sol og andre gange regn men helt sikkert blæst. Det blev heldigvis kun til blæst og ca. 1 dråbe regn til hver kind på os, der var omkring søen.
Vi var på fisketur med Sørens klasse og havde en rigtig hyggelig dag.
Der blev fanget 3 flotte ørreder og Søren var så heldig at fange den ene, en flot fisk på 50 cm og 1410 g (i renset vægt). Han var stolt på sin egen stille måde.

Derfor stod aftensmenuen selvfølgelig lige pludselig på fisk! Vi er ellers ikke de store fiskespisere, men for en sjælden gangs skyld glædede jeg mig faktisk til at den stod på "noget godt fra havet" - eller søen i det mindste. Det var også noget rigtig fint kød.

Selvfølgelig skulle der også være kage til de gæve lystfiskere og deres forældre, så jeg havde meldt mig til at bidrage med en - slet ikke med den bagtanke at så kunne jeg lige prøve at lave en fondant-fisk... Ungerne ville allesammen have et stykke fisk og selvom jeg advarede dem om, at det var noget sødt stads, villle de konstatere det selv - og det gjorde de så også. Jeg tror, der blev sat nogle andre stykker fisk i søen den dag.

Det var en rigtig hyggelig dag med vind i håret og orm på krogen - hvis man da ikke havde power bait! Man kunne godt se, at for nogle var en fisketur ikke en sjældenhed men godt for det, for vi amatører havde ikke engang tænkt så langt som til, at vi selv skulle medbringe en fiskestang! Hvor smart var det lige? Heldigvis kunne vi låne af en sød klassekammerat, som havde en ekstra stang med, tak for det...

onsdag den 29. september 2010

Jeg undrer mig igen...

...over at mulighederne for opsætning og valg af skrifttyper tilsyneladende ændres, fordi man vælger en anden skabelon, det irriterer mig og så har jeg desværre ikke tålmodighed til at sidde ret længe for at løse problemet. Derfor er mine indlægsoverskrifter og andre steder på siden belemret med skrifttypen Times, som jeg bestemt ikke bryder mig om - øv!
Nå men jeg får det nok ændret en dag, mon ikke?

tirsdag den 28. september 2010

Tudser og liljer

Hvem kan dog finde på at kalde så fin en blomst for Tudselilje - jeg undrer mig bare...
Jeg synes ikke umiddelbart de to ting er forenelige.

mandag den 20. september 2010

Søster Lagkage

Vi var til en dejlig fødselsdagsfest hos min søster i lørdags og jeg havde fået fornøjelsen at lave en lagkage dertil. Søster havde bestilt en med hyldeblomstmousse og jordbær.
Jeg vidste, hun havde valgt pink gerbera til borddekorationerne, så dem havde jeg også lavet på kagen. Det var min debut udi gerbera og selvom jeg havde set nogle vældig fint detaljerede udgaver på nettet, var jeg godt tilfreds med mine.

mandag den 6. september 2010

Det går jo slet ikke

Tænk at der allerede er gået godt 2 mdr. siden, jeg var herinde sidst, det går jo slet ikke, tsk, tsk...
Det betyder ikke, at jeg slet ikke har været i blogland, jeg har skam fulgt lidt med i de blogs, jeg vanligvis følger med i og det har været rigtig hyggeligt, hvor er I flittige både på bloggen og udenfor.
Jeg har nydt denne sommer og føler, jeg næsten har haft lige så lang sommerferie som ungerne og det er fordi, jeg arbejder hjemmefra, så selvom jeg ikke havde ferie hele tiden, kunne vi hygge os sammen en stor del af dagen alligevel.
Jeg skal så lige love for, at jeg synes, jeg har siddet meget ved min arbejds-pc efter ferien og det er den simple grund til, at jeg har været stille herinde, for jeg har ærlig talt ikke gidet kikke på en pc, når jeg havde fri og jeg laver altså ikke lige et indlæg, mens jeg er på arbejde...

Jeg har denne sommer fundet ud af, vores hund Sally er helt tosset med at vi kaster bold med sådan en "forlænget arm", for så kommer bolden virkelig langt og hun kan rigtig spæne efter den.
Jeg har også fundet ud at at en camping-/festivalstol er god til lige at holde et garnnøgle, når man som jeg er i gang med at hækle et tæppe, smart ikk'?
og så har vi været på palmestrand - dog uden ungerne blev særligt imponerede, eller også er de bare altid lidt for gode til at skjule det - i Frederikshavn...
I Middelfart så vi nogle smukke gamle skibe, der var ankommet til kapsejlads for bevaringsværdige skibe næste dag...
Jeg har selvfølgelig hygget mig med mange flere ting, men det skal jo ikke være en opremsning fra "logbogen", men nu er jeg på banen igen c'',)
... og nu tripper min hund for at vi skal gå en tur - måske kaste lidt bold?

tirsdag den 29. juni 2010

Familiefest

I lørdags var vi til familiefest med min fars familie, dvs. vi var hans søskende, mine fætre og kusiner, vores børn og efterhånden også børnebørn, således vi var fire generationer til sommerkomsammen. Det er en hyggelig tradition og det er dejligt at se hinanden i hvert fald denne ene gang om året. Festen holder vi hos min kusine, som købte min farmor og farfars ejendom, da de pga. alder måtte flytte, så stedet har en stor betydning for os alle og det er næsten som at komme hjem til farmor og farfar.
Til festen er der nogle helt bestemte traditioner, vi ikke kan undvære. Der er bla. "Bulbrobassen", som er en flødebollemaskine og er man heldig/dygtig kan man nå at få rigtig mange flødeboller.
Til eftermiddagskaffen er der hjemmebagte boller og i år var der medaljer, som vores tante altid lavede, da vi var børn og jeg havde denne lagkage med. Fyldet var hyldeblomstmousse og friske jordbær - det er en rigtig sommerlagkage.
En anden fast bestanddel i sommerfesten er en softicemaskine og ungerne synes, det er rigtig skønt bare at kunne lave alle de is, de kan drømme om at spise.
I år var vi ikke så mange, som vi plejer, men det var rigtig hyggeligt og måske kommer vi op på fuld styrke næste år.
Vi er en meget sangglad familie og laver til disse sommerfester en sang, hvor der hvert år bliver lavet et nyt vers - dette års skribent havde desværre glemt, at det var hans tur, så jeg tror, han er ved at tænke over sit vers til sangen... vi glæder os til at se det.

Det er sommer, det er sol og det er...

lykken at lægge sig ud i en krog godt gemt af vejen for alt og alle og så bare nyde solen, en god bog og roen - ungerne er taget på ferie, så hunden og jeg er alene hjemme i dagtimerne - næsten som at være teenager igen.
Havedørene, som vi har mange af i vores hus, bliver åbnet på vid gab fra morgenstunden og så kan genvex-anlægget godt slappe af, for intet kan hamle op med den friske sommerluft gennem huset.

Denne weekend har været en af de mere aktive. Jeg har været til sommerfest/ hyggelig aften med nogle af mine kolleger, hvor vi af en dygtig kok fik forevist lidt molekylærgastronomi, hvor han lavede lakridskaviar, fint skum med orangesmag og der var nok 200 små flasker med aromaer - nogle mere populære end andre, kan man roligt sige og der kom vældig gang i fantasien om, hvad de kunne bruges til...
Efter "foredraget" fik vi den lækreste mad, bla. lakserulle og en rulle med parmaskinke og friskost med hakkede pistacienødder og gedderogn m.v. ... uuhm det var lækkert.

Til dessert var der creme brûlée med parfait på "chokoladejord" , et frisk jordbær, en spiselig blomst, hvor vi blev enige om, at det var da vist ikke hele blomsten, man skulle spise og frysetørrede hindbær.
For mig er desserten altid middagens højdepunkt og denne var bestemt også under denne kategori.
Hjemme har den stået på sommerens første jordbær med fløde - mmm en klassiker man aldrig på må være foruden i løbet af en sommer.

Lørdag efter familiefest skulle ungerne sove hos mine forældre, så de søndag kunne køre i sommerhus, så snart de var klar, så husbonden min og jeg nød et glas kølig rosé på terrassen om aftenen foran pejsen - det var hygge.

torsdag den 24. juni 2010

Sankte Hans, Sankte Hans

Hvor er det en hyggelig tradition, vi har her i Danmark, sådan at fejre lyset og sommeren - og der er helt sikkert flere gamle traditioner bag, som måske er gået lidt i glemmebogen, i hvert fald i min lige nu.
I går skulle min datter spille med P-fags band (valgfag i 6. og 7. kl. på skolen) til dimissionsfest for 9.kl. eleverne. Min mand var heller ikke hjemme, så jeg tog min søn med til Skt. Hans i Laurbjerg sammen med mine forældre og niece.

Spejderne havde lavet et kæmpe bål i den gamle grusgrav og lidt forskellige aktivitetet såsom at smadre tallerkener, "magtkamp på bjælke" og kaste våde svampe i hovedet på den modige, der stillede sig op bag skærmen og da min far altid er frisk på en vandkamp, var han ikke længe om at stille sig op bag skærmen - og sjovt nok kom de svampe, der fløj om bag skærmen retur til/på kasteren - det havde de ikke lige regnet med, men sjovt var det.

Bålet blev tændt og heksen sendt afsted - godt det nu kun er købte heksehyl, der får hende til at hvine! Grusomt at tænke på, man har brændt levende mennesker på bål...
og tænk... jeg glemte at snuppe et billede af det flotte bål, blot fordi jeg sådan faldt i snak, tsk, tsk...

Det var rigtig hyggeligt at møde gamle venner og så aftale, at vi da skal ses igen - så må vi jo bare huske på det, ikk'?

søndag den 30. maj 2010

Hyldeblomstmousse

Min mor holdt fødselsdag i går og dertil havde jeg lavet denne kage med lysebunde og to lag med jordbær og hyldeblomstmousse fra Himmelske Kager. Det gav en dejlig frisk sommerlagkage.
Jordbærrene var frosne, da jeg ikke kunne finde nogle pæne friske, men det var udmærket.
Jeg var ellers lidt spændt på, om hyldeblomsten ville være for dominerende, men det var den slet ikke. Jeg tror, man skal overveje sit valg af hyldeblomstsaft-mærke nøje og vælge den, man allerbedst kan lide.
Nu venter jeg på, at hylden blomstrer, så jeg kan lave min egen saft, mmm...
Hyldeblomstmousse
8 blade husblas
4 pasteuriserede, hele æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomstsaft
½ l piskefløde
Smelt husblassen over vandbad, mens du pisker æg og sukker rigtig godt.
Bland husblassen med hyldeblomstsaften og pisk blandingen i den godt piskede æggesnaps.
Stil blandingen på køl ½ times tid.
Pisk fløden godt stiv og vend den sammen med ægge-/hyldeblomstblandingen.
Stilles på køl et par timer og så er den klar.